Cykel-besvær

Læserbrev i Albertslundposten

Jeg hører til dem, der har valgt at bruge min cykel som mit primære befordringsmiddel. Og så er det jo rigtigt dejligt, at der er så mange gode cykelstier her i Albertslund.

Men der er en alvorlig mangel: Det er nærmest umuligt at krydse fra nord til syd i kommunen.

Vil man krydse ved Centeret, må man stå af og trække hele vejen igennem – og det er helt forståeligt men rigtigt surt – og det er ubehageligt at færdes i Centeret og tunnelen ved stationen som fodgænger, med de mange cyklister der trodser forbuddet. Det er uholdbart for begge parter.

Vil man ud på den store vej,og over broen ad Albertslundvej, er der langvarigt vejarbejde og – kun dårligt afmærket – dobbelt-rettet cykelsti i den ene side af vejen. Nu kan det bare ikke lade sig gøre at komme vestfra ad cykelstien på Kongsholms Allé og svinge til venstre nordpå ad Albertslundvej.

Hvis Albertslund Kommune virkelig ønsker at fremstå med en grøn og miljøvenlig profil, er det på tide, at der bliver etableret en ny og sikker cykelrute, der forbinder nord og syd.

Det var måske det, der skulle have været prioriteret lidt højere, inden et flertal i Kommunalbestyrelsen – bortset fra Enhedslisten – besluttede at bruge 85 mill. kr. på en parkeringskælder til biler!

 

Ulla Elsted Jensen, Kandidat for Enhedslisten

ulla